Da jeg på et tidspunkt skulle flytte, smed jeg sedlen ud, for jeg var sikker på, at mit motto var blevet så indgroet en del af mig. Jeg havde ikke brug for en reminder mere, for jeg havde styr på det nu.
Eller….. det troede jeg, at jeg havde. Uden min synlige reminder, gled det smukke motto langsomt ud af mit daglige fokus og dermed videre ud i glemslen.
I stedet fik min perfektionisme overtaget igen. Jeg blev mere og mere fokuseret på at præstere fejlfrit. Mine valg og beslutninger handlede hele tiden om at få anerkendelse og vise, at jeg var god nok til mit job. Jeg blev mere og mere usikker og uselvstændig. Jeg søgte konstant bekræftelse hos andre for min indsats.
Jeg glemte meget af alt det jeg vidste om personlig udvikling. Jeg glemte, at den bedste anerkendelse, er den jeg giver til mig selv.
Jeg glemte at holde fast i mig selv.